Indland 10 måneder siden

Lovforslag skal styrke overblikket over Danmarks beskyttelsesrum

Af: Rolf Larsen

Et nyt lovforslag, der netop er sendt i offentlig høring, skal give myndighederne bedre mulighed for at danne sig et overblik over kapaciteten af beskyttelsesrum i Danmark og styrke styringen af området. Forslaget følger op på det eftersyn af reguleringen, som ministeren for samfundssikkerhed og beredskab igangsatte i maj 2025.

Formålet med lovforslaget er at forbedre myndighedernes adgang til oplysninger om beskyttelsesrum og dermed styrke samfundets samlede beredskab. Ifølge forslaget vil nye indberetningspligter og en centralisering af beslutningskompetencen om sikringsrumspligt give mulighed for en mere målrettet indsats.

-“Tilbage i maj 2025 igangsatte jeg et eftersyn af reglerne på beskyttelsesrumsområdet. Med det nye lovforslag får vi blandt andet bedre mulighed for at styre udviklingen i kapaciteten – blandt andet gennem nye indberetningspligter og en centralisering af muligheden for at indføre sikringsrumspligt. Det skal bidrage til, at myndighederne har de fornødne oplysninger om kapaciteten af beskyttelsesrum – hvilket også skal være med til at styrke kommunikationen til befolkningen,” siger minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen.

Lovforslaget indebærer blandt andet, at ministeren overtager kommunernes beføjelse til at indføre krav om sikringsrum, og at der indføres hjemmel til at påbyde kommuner at opføre nye offentlige beskyttelsesrum, hvis det vurderes nødvendigt ud fra civile beredskabshensyn. Der lægges også op til tydeligere regler for vedligeholdelse og tilsyn, både for kommuner og bygningsejere.

Fremover bliver det Styrelsen for Samfundssikkerhed, der skal føre tilsyn med kommunernes overholdelse af reguleringen på området. Lovforslaget har til formål at skabe en mere ensartet og effektiv forvaltning af beskyttelsesrumsområdet i Danmark.

Læs også Sjusk på sjusk: 5,2 millioner CPR-numre lækket