Fire mænd dømt for groft hjemmerøveri

Fredag afsagde Retten i Odense dom i en sag om et voldsomt hjemmerøveri mod en 75-årig mand i Morud. Fire mænd blev fundet skyldige i blandt andet hjemmerøveri, vold og andre strafbare forhold. Den samlede straf lød på mere end 20 års fængsel.

En 31-årig mand blev idømt seks års fængsel, mens en anden 31-årig fik otte års fængsel. Den sidste dom omfatter desuden ulovlig våbenbesiddelse og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 43-årig mand blev idømt fem et halvt års fængsel, og en 50-årig mand fik en dom på ét års fængsel, som han allerede har afsonet under varetægtsfængsling.

De to 31-årige og den 43-årige blev dømt for at have gennemført hjemmerøveriet den 24. januar 2024, hvor de trængte ind i den ældre mands hjem. Her bagbandt de ham, udøvede vold ved at slå og sparke ham, og truede ham. De overhældte ham desuden med kogende vand for at presse ham til at oplyse, hvor han opbevarede kontanter.

Udbyttet af røveriet var over 100.000 kroner i kontanter, et ukendt beløb i udenlandsk valuta samt en møntsamling.

Den 50-årige mand blev dømt for at have medvirket til planlægningen af røveriet, men han deltog ikke selv i udførelsen.


-”I Anklagemyndigheden ved Fyns Politi er vi tilfredse med dommen. Jeg har aldrig oplevet så bestialsk og skruppelløst et hjemmerøveri, og netop hjemmerøveri er noget af det mest nedværdigende og utryghedsskabende, man kan forestille sig. Så dommen er i vores optik passende.”, siger specialanklager Daniel Dokkedahl efter domsafsigelsen.

Alle fire dømte har anket dommen med påstand om frifindelse eller nedsættelse af straffen. De tre hovedmænd er fortsat varetægtsfængslet frem til ankesagen.