Indland 9 måneder siden

49-årig dømt: Udsatte pige for seksuelle overgreb i årevis

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En udenlandsk mand fra Struer er blevet idømt syv år og tre måneders ubetinget fængsel for en række alvorlige seksuelle overgreb.

Dommen faldt onsdag i et nævningeting ved Retten i Holstebro.

Den 49-årige mand er dømt for i fem tilfælde at have forsøgt at voldtage pigen og for at have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Forholdene er begået på blandt andet en legeplads, i en skov, i et kælderrum og på offerets bopæl. Overgrebene er sket, mens pigen har været mellem 11 og 16 år gammel.

Det mest alvorlige forhold fandt sted i den 49-årige mands lejlighed. Her blev pigen tvunget med op, en dag da hun var på vej hjem fra skole. Den nu dømte holdt en kniv imod pigens hals, mens han blandt andet forsøgte at voldtage hende.

Under samtlige forhold har manden truet pigen med, at han ville slå hendes familie ihjel, hvis hun fortalte politiet om overgrebene.

Udover fængselsdommen blev manden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Den 49-årige ankede dommen.

Læs også Tidligere leder af asylcenter slipper for tiltale