Indland 11 måneder siden

Danmark udvider F-35-flåden med yderligere 16 kampfly

Af: Rolf Larsen
Foto: Jay, flightline_images/Forsvarsgalleriet

Regeringen og partierne bag forsvarsforliget er blevet enige om at afsætte 29 milliarder kroner til at anskaffe yderligere 16 F-35-kampfly. Dermed vil Danmark i alt råde over 43 kampfly af typen F-35, hvilket markant styrker Forsvarets samlede kampkraft. De nye fly skal både øge robustheden i den nuværende opgaveløsning og muliggøre nye operative indsatser.

Med aftalen følger også investeringer i en lang række understøttende kapaciteter, herunder reservedele, våbensystemer, trusselssimulatorer, flysimulatorer, træningsudstyr, bremseskærme, deployeringskit, IT-løsninger, faciliteter og øget bemanding.

-”Med den forventede anskaffelse af yderligere 16 F-35-kampfly foretager vi en historisk styrkelse af Forsvaret. Jeg besøgte USA i juli, hvor jeg drøftede muligheden for hurtigt at anskaffe yderligere F-35-kampfly med chefen for det internationale F-35-kampflyprogram. Den mulighed er der nu afsat midler til at forfølge, så vi kan lave en anskaffelse, der styrker opbygningen af Forsvarets kampkraft både hurtigt og markant,” udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Forsvarsministeriet vil nu indlede dialog med det internationale F-35-programkontor med henblik på at sikre en hurtig levering af de nye fly. Ifølge ministeriet er evnen til at kunne indsætte et tilstrækkeligt antal kampfly et vigtigt element i Danmarks bidrag til NATO’s kollektive forsvar og afskrækkelse.

Forsvarschef Michael Hyldgaard ser udvidelsen som et vigtigt skridt: ”Når vi afsætter midler til at udvide den danske F-35-flåde til i alt 43 kampfly, styrker vi forsvaret af Kongeriget markant. F-35-kampflyene er allerede operative i Flyvevåbnet, hvor de udgør en central del af både operationer og suverænitetshåndhævelse. Med beslutningen om at afsætte midler til at indkøbe yderligere 16 F-35-kampfly styrker vi Forsvarets kampkraft og operative fleksibilitet, ligesom vi øger Danmarks militære bidrag til NATO betydeligt.”

Som en del af aftalen indgår også et nyt element i form af Collaborative Combat Aircraft (CCA), som er ubemandede følgedroner. Disse droner kan operere i tæt samspil med F-35-flyene og anvendes til rekognoscering eller som fremskudte våbenplatforme under taktisk kontrol fra piloten i kampflyet. CCA-dronerne ses som et fremtidigt bidrag til løsning af operative opgaver.

De første F-35-fly blev leveret til Danmark i oktober 2023. Aktuelt råder Danmark over 15 F-35-fly på Flyvestation Skrydstrup, mens seks befinder sig på en amerikansk uddannelsesbase. De sidste fly fra den oprindelige bestilling på 27 ventes leveret i 2026, og hele F-35-kapaciteten forventes fuldt operativ i 2027. Siden april 2025 indgår F-35-flyene i det danske afvisningsberedskab sammen med F-16.

Læs også Indsamlede 14 millioner til kvinder i verdens fattigste lande