Gjensidige i Danmark gennemfører organisatoriske ændringer for at sikre virksomhedens fremtidige konkurrencekraft. Ændringerne omfatter en reduktion i antallet af stillinger og lukning af enkelte afdelinger.
Virksomheden har de seneste år oplevet betydelig vækst i den danske forretning, men væksten har samtidig medført et omkostningsniveau, som nu vurderes at være for højt. For at sikre en sund og konkurrencedygtig drift har Gjensidige arbejdet målrettet med at reducere omkostninger og øge effektiviteten.
I alt reduceres antallet af stillinger med 145. Heraf er 75 medarbejdere og ledere opsagt, mens 70 stillinger ikke genbesættes. Kontoret i Aabenraa lukkes med virkning fra 31. december 2025.
– Det har store menneskelige konsekvenser, når vi må sige farvel til kolleger, og vi ved, at det skaber usikkerhed og bekymring hos mange. Det er ikke en beslutning, vi har taget let på. Derfor har vi gennem længere tid haft fokus på at reducere omkostninger på en række andre områder end bemandingen, blandt andet ved at konsolidere ældre IT-systemer, sænke driftsomkostninger og automatisere processer, siger Iason H. Johannessen, landechef og direktør for Privat i Gjensidige Danmark.
De berørte medarbejdere er orienteret og vil blive fritstillet, når deres opgaver er overdraget. Der tilbydes professionel støtte i forbindelse med overgangen til nye muligheder.
– Tiltagene har løbende styrket vores effektivitet, men for at sikre en hensigtsmæssig balance mellem kapacitet og forretningsmål, har det været nødvendigt at justere organisationen. Vores fornemmeste opgave er at kunne fortsætte med at levere relevante og konkurrencedygtige løsninger til kunderne, udtaler Iason H. Johannessen.
Han understreger samtidig, at afskedigelserne ikke er lette:
– Selvom ændringerne er nødvendige for at sikre Gjensidiges fremtidige konkurrencekraft, er det aldrig nemt at skulle sige farvel til værdsatte kolleger. De har hver især ydet en stor indsats, og jeg vil gerne takke dem alle for deres engagement og bidrag gennem årene.
Virksomheden har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt og henviser til, at fokus nu er på at støtte medarbejderne og organisationen gennem den kommende tid.

