Stigende bekymring for konsekvenserne af klimaforandringer får flere danskere til at sikre deres boliger mod vandindtrængning.
Det viser en ny opgørelse fra F&P – Forsikring og Pension – baseret på data fra landets største forsikringsselskaber, der tilsammen dækker mere end to tredjedele af markedet.
Andelen af husforsikrede, der tilkøber en udvidet vandskadeforsikring, er steget markant. I 2020 havde 40 procent af husforsikringerne denne dækning, mens tallet i 2024 er vokset til 63 procent – en stigning på næsten 58 procent.
– ”Det er tydeligt, at klimaforandringerne, og de skader de medfører, er rykket helt frem i danskernes bevidsthed, og helt naturligt ønsker vi at sikre vores værdier mod at blive ødelagt af indtrængende vand. Alle har set billederne på TV, og de fleste ved, at det kun bliver værre herfra. Det forholder danskerne sig helt naturligt til,” siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P.
En udvidet vandskadedækning dækker typisk skader fra regnvand, der trænger ind gennem tag eller mur, samt vand, der stiger op gennem kloakken.
– ”2023 og 2024 var de vådeste år, siden vi begyndte at måle den slags, og der var ikke langt mellem skybrud og heftig regn. Så det er ikke overraskende, hvis danske boligejere bekymrer sig for, hvornår vandet næste gang kommer i massive mængder, og om, hvordan man kan forsikre sin ejendom og sine værdier,” siger Pia Holm Steffensen.
Hun peger samtidig på, at der er sket fremskridt politisk med fokus på klimasikring. Det gælder både forårets aftale om kollektive løsninger for højstående grundvand og Finansloven for 2026.
– ”Finansloven har stået i klimasikrings tegn, og det glæder os. Nu bliver der sat en pulje af, hvor boligejerne kan søge midler til at forebygge klimaskader, og det er godt. Også forårets aftale er vigtig, fordi den kan være med til at fremskynde de løsninger, der skal til, så det stadig er muligt at forsikre de sårbare områder, hvor grundvandet stiger op,” siger Pia Holm Steffensen.
– ”Det allerbedste er jo, hvis man kan forebygge, at skaderne overhovedet sker. Så kan forsikringsselskaberne sørge for at boligejerne kan føle sig trygge, hvis uheldet alligevel er ude,” tilføjer hun.

