Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Egyptens hovedstad Kairo fra den 1. til 3. november. Under besøget vil han blandt andet ledsage H.M. Dronningen ved åbningen af Grand Egyptian Museum.
Besøget sker i lyset af Egyptens strategiske betydning i regionen og som en vigtig partner for både Danmark og EU. Landet er geografisk placeret midt i flere af verdens brændpunkter, herunder Gaza, Libanon, Sudan, Libyen, Det Røde Hav og Afrikas Horn. Egypten spiller en central rolle i regionale spørgsmål og har senest haft en afgørende funktion i forbindelse med forhandlingerne om Trumps fredsplan.
-”Egypten er en strategisk vigtig partner for Danmark med stort potentiale for styrket samarbejde. Det gælder også på kulturområdet, som vi styrkede med lanceringen af Afrikastrategien forrige år og indgåelsen af det strategiske partnerskab mellem Egypten og Danmark. Derfor glæder jeg mig også til at fejre den egyptiske kulturskat med åbningen af Grand Egyptian Museum,” udtaler udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Udenrigsministeren understreger samtidig betydningen af at styrke det bilaterale samarbejde:
– ”Jeg ser også frem til at mødes med egyptiske regeringsrepræsentanter og samarbejdspartnere, og udtrykke Danmarks fulde opbakning til Egyptens vigtige engagement som mægler i Israel/Palæstina-konflikten. De har arbejdet tæt sammen med USA om at mægle mellem parterne og sikre en aftale om den første fase i præsident Trumps 20-punktsplan.”
Under opholdet skal udenrigsministeren mødes med blandt andre Egyptens udenrigsminister Abdelatty. Han besøger også den danske virksomhed Aller Aqua for at markere opstarten af Egyptian Danish Business Council, som har til formål at styrke handels- og investeringssamarbejdet. Med sin position som Nordafrikas mest folkerige land og regionens største økonomi, fremhæves Egypten som et vigtigt marked for dansk erhvervsliv.

