112 8 måneder siden

83-årig udsat for bedrageri

Af: Mette Sørensen
Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

En 83-årig kvinde fra Brabrand blev onsdag eftermiddag udsat for bedrageri, da en mand udgav sig for at være fra hendes bank.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 16.01, hvor kvinden forklarede, at hun omkring en time tidligere havde fået et opkald fra en mand, der oplyste, at en kollega ville komme forbi for at hente hendes betalingskort.

Kort tid efter dukkede en ukendt mand op på kvindens adresse, hvor han fik udleveret dankortet. Det lykkedes de falske bankfolk at overtale kvinden, og kort efter opdagede hendes pårørende, at der var blevet hævet flere tusinde kroner fra hendes konto.

Politiet understreger, at hverken banker, myndigheder eller politiet nogensinde vil bede borgere om at udlevere kort, koder eller andre følsomme oplysninger – hverken via telefon eller ved personligt fremmøde.

Østjyllands Politi efterforsker sagen og arbejder på at identificere gerningsmændene.

Læs også Fire anholdt i sag om indsmugling og distribution af narkotika