Mandag aften omkring klokken 20.30 observerede en patrulje fra politiet, hvad der lignede afslutningen på en narkohandel på Jordsmonnet i Randers.
En betjent fik fat på en 27-årig mand til fods, som havde to poser kokain i lommen og erkendte at have købt dem af en mand i en bil. Han blev sigtet for besiddelse af narkotika.
Bilen var kørt fra stedet, men patruljen havde noteret registreringsnummer og bilmodel og sendte oplysningerne ud til andre patruljer i området. Omkring en time senere blev bilen spottet ved Randersbro og standset på Aarhusvej.
I bilen sad en 28-årig mand, som blev visiteret og fik bilen ransaget. Betjentene fandt flere salgsposer med narko, et større kontantbeløb samt andre genstande relateret til narkosalg. Manden blev anholdt og sigtet for salg af narkotika.
Da bilen blev anvendt i forbindelse med alvorlige overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, blev den beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet benyttede sig her af den nye lov om skærpet indsats mod narkokriminalitet, som trådte i kraft den 1. juli 2025 og gør det muligt at beslaglægge motorkøretøjer anvendt til narkokriminalitet.

