112 8 måneder siden

Bandidos medlemmer fundet skyldige i flere drabsforsøg

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen.

Retten i Glostrup har fredag fundet flere ledende medlemmer af den nu forbute rockergruppe Bandidos MC skyldige i et drabsforsøg i Bagsværd i januar 2021 samt i planlægningen af yderligere drabsforsøg og overfald i begyndelsen af 2021.

Sagen udspringer af en skudepisode den 13. januar 2021, hvor en 55-årig mand blev ramt af flere skud, mens han luftede sin hund foran sit hjem i Bagsværd. Manden havde ingen forbindelse til bandemiljøet og overlevede på grund af akut lægehjælp. Politiet stod uden afgørende spor, indtil myndighederne i marts 2021 lukkede den krypterede kommunikationsplatform SKY-ECC og fik adgang til et omfattende materiale, som senere gav gennembrud i efterforskningen.

Materialet førte i oktober 2024 til anholdelse og varetægtsfængsling af ni mænd, heraf otte medlemmer af Bandidos. Flere af de tiltalte havde ledende roller i organisationen. Fem af mændene var tiltalt for drabsforsøget i Bagsværd, mens alle ni stod tiltalt for en række alvorlige forbrydelser relateret til en konflikt mellem Bandidos og bandegrupperingen NNV. Alle nægtede sig skyldige, og nogle valgte helt at undlade at udtale sig.

Efter 22 retsdage og en omfattende bevisførelse fandt nævningetinget alle fem tiltalte skyldige i drabsforsøget i Bagsværd. To mænd blev udpeget som gerningsmænd, mens tre blev dømt for at have bidraget til planlægningen. Ifølge retten var angrebet baseret på en fejlagtig antagelse om, at offeret havde tilknytning til NNV.

Otte tiltalte blev desuden fundet skyldige i at have planlagt endnu et drabsforsøg mod en af to unge drenge med tilknytning til en hovedmand i NNV. Forsøgene blev ikke gennemført, da det ikke lykkedes at lokalisere drengene. Flere af de tiltalte blev også kendt skyldige i andre forhold, blandt andet våbenbesiddelse.

Selve dommen i sagen forventes afsagt den 5. december 2025.

Foto: Rigspolitiet.
Læs også 32-årig sigtet for drabet på Emilie Meng