Undersøger dødsfald

Tirsdag aften klokken 21.48 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 44-årig mand var fundet død på en adresse i Solbjerg.

Der er, ifølge politiet, umiddelbart intet, der tyder på, at der er sket en kriminel handling, men da dødsårsagen er ukendt, blev adressen afspærret, og politiet foretog tekniske undersøgelser på stedet.

Adressen er fortsat afspærret, mens dødsårsagen bliver afklaret. Østjyllands Politi oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer, men vil informere, hvis det viser sig, at der foreligger mistanke om en strafbar handling.