Flere penge til julehjælp: Udsatte børnefamilier får ekstra støtte

Et flertal i Folketinget har sammen med social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen besluttet at øge støtten til julehjælp i 2025 med 29,9 millioner kroner. Det bringer den samlede støtte op på 35,7 millioner kroner – en stigning på 10 millioner kroner i forhold til 2024.

Formålet med den øgede støtte er at hjælpe børnefamilier i udsatte positioner, som kan have svært ved at få økonomien til at række i juletiden. De ekstra midler går til 16 landsdækkende, frivillige organisationer, som i forvejen har fået tilskud til uddeling af julehjælp i 2025.

-”Julen er en højtid fyldt med hjerterum og familietid. Men for nogle familier bliver nærværet og tiden sammen overskygget af bekymringer. Om budgettet rækker til julemad eller julegaver. Det er i den her tid, at uligheden blandt os kan blive rigtig tydelig. Derfor er jeg glad for, at der er enighed i Folketinget om at forhøje årets julehjælp, så endnu flere familier kan få en god jul,” siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Julehjælpen gives som et forhøjet direkte tilskud til de organisationer, der arbejder med uddeling af hjælp til trængte familier. På finansloven er der afsat 5,8 millioner kroner årligt til julehjælp, men med den ekstra bevilling sikres der en væsentligt større støtte i 2025.

:NB: