112 7 måneder siden

Mand udsat for røveri – fire personer anholdt

Af: Rolf Larsen
Foto: Rigspolitiet.

Østjyllands Politi modtog torsdag morgen klokken 07.35 en anmeldelse om et røveri begået mod en 48-årig mand på en adresse i det nordvestlige Randers.

Manden var ifølge politiets oplysninger blevet truet med en kniv og tvunget til at overføre flere tusinde kroner via telefonen, inden han flygtede fra stedet og alarmerede politiet.

Kort efter ankomsten til adressen anholdt politiet tre personer: to 20-årige kvinder og en 16-årig dreng. De blev alle sigtet i sagen, da de ifølge den foreløbige efterforskning havde været til stede under røveriet.

Senere samme dag blev en 29-årig kvinde ligeledes anholdt og afhørt til sagen. Alle fire personer blev løsladt efter endt afhøring.

Politiet oplyser, at røveriet fandt sted i et misbrugsmiljø, og at flere personer angiveligt har været til stede på adressen under hændelsen. Efterforskningen fortsætter, og Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

Læs også Politiet advarer mod ny type svindel