112 7 måneder siden

Højesteret giver Jes Dorph-Petersen medhold

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

Højesteret afsagde tirsdag dom i en sag om erstatningsansvar i forbindelse med en advokatundersøgelse, som TV 2 bestilte i efteråret 2020. Undersøgelsen blev gennemført af advokat Yvonne Frederiksen og omfattede blandt andet indberetninger om krænkende handlinger. To tidligere journalistpraktikanter indberettede episoder fra 2001 og 2003, som vedrørte den tidligere TV 2-vært Jes Dorph-Petersen.

I forbindelse med undersøgelsen etablerede Yvonne Frederiksen en indberetningsordning, gennemførte interviews med indberetterne, Jes Dorph-Petersen og vidner, og udarbejdede en skriftlig vurdering til TV 2. Den skriftlige rapport blev ikke udleveret til Jes Dorph-Petersen og indgik ikke i sagen for Højesteret. Den 18. december 2020 gav hun en mundtlig redegørelse på et onlinemøde, som Jes Dorph-Petersen optog, om undersøgelsens konklusioner og TV 2’s beslutning om at ophøre samarbejdet med ham.

Sagen for Højesteret handlede om, hvorvidt Yvonne Frederiksen havde handlet ansvarspådragende, og om der var årsagsforbindelse og adækvans mellem hendes handlinger og det tab, Jes Dorph-Petersen gjorde gældende.

Højesteret fastslog, at en advokat som udgangspunkt ikke kan pålægges ansvar over for tredjepart i forbindelse med en advokatundersøgelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. I denne sag fandt retten, at sådanne særlige omstændigheder var til stede, blandt andet fordi undersøgelsen omfattede indberetninger om mulige krænkende handlinger, vurderinger, som kunne have relation til straffeloven, og alvorlige beskyldninger om episoder, der lå 17 og 19 år tilbage.

Højesteret vurderede, at Yvonne Frederiksen under onlinemødet ikke redegjorde tilstrækkeligt for de konkrete handlinger, hun lagde til grund i vurderingen af episoderne fra 2001 og 2003, eller for grundlaget for, at afskedigelsen i 2020 kunne anses for sagligt begrundet. Dermed fik Jes Dorph-Petersen ikke rimelig mulighed for at varetage sine interesser. Retten fandt desuden, at hendes udtalelser måtte forstås sådan, at hun anså seksuel chikane for konstateret alene på baggrund af indberetternes oplevelse af episoderne. Højesteret henviste til ligestillingslovgivningen, hvor en sådan oplevelse er udgangspunktet, men ikke i sig selv tilstrækkelig til at fastslå seksuel chikane.

Retten pegede også på manglende vurdering af bevismæssige forhold, herunder at de omtalte episoder lå mange år tilbage, at forklaringerne ikke stemte overens, og at der ikke fandtes objektive eller tidsnære beviser. Hertil kom, at der efter en vidneforklaring burde have været gennemført yderligere interviews med en af indberetterne og med Jes Dorph-Petersen.

På den baggrund fandt Højesteret, at Yvonne Frederiksen ikke havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Jes Dorph-Petersen havde begået seksuel chikane. Hun havde derfor tilsidesat den omsorgspligt, der påhvilede hende, og handlet ansvarspådragende.

Retten vurderede, at der kun kunne statueres ansvarsfrihed, hvis Yvonne Frederiksen kunne bevise, at hendes fejl ikke havde betydning for det tab, Jes Dorph-Petersen gjorde gældende. Dette fandt Højesteret ikke bevist. Retten fandt også, at tabet var en påregnelig følge af fejlene.

Ud over erstatningen på mere end 1,9 millioner kroner med renter skal Yvonne Frederiksen betale sagens omkostninger på 443.000 kroner.

Landsretten var tidligere nået til et andet resultat, men Højesteret gav Jes Dorph-Petersen medhold.

Læs også 85-årig udsat for hjemmerøveri