Østjyllands Politi modtog i weekenden flere anmeldelser om tyverier i forbindelse med brug af pirattaxaer i Aarhus.
Flere borgere blev bestjålet efter ture hjem fra nattelivet, hvor chaufførerne benyttede sig af fysisk nærhed til at stjæle mobiltelefoner og efterfølgende hæve penge.
Natten til søndag fik en 52-årig mand stjålet sin iPhone, da chaufføren gav ham et kram efter endt tur. Ifølge politiet havde chaufføren tilsyneladende afluret mandens kode, da der efterfølgende blev hævet flere tusinde kroner på hans kreditkort. Samme nat blev en 22-årig mand udsat for et lignende tyveri, da chaufføren kom helt tæt på ham under en dans, inden han blev sat af. Også her nåede der at blive hævet penge, før kontoen blev spærret.
Natten til fredag blev en 28-årig mand bestjålet, efter at en chauffør, som han havde afslået et lift fra, viste ham nogle dansetrin. Da chaufføren var gået, opdagede manden, at hans mobiltelefon var væk. En 25-årig mand anmeldte ligeledes et tyveri natten til fredag, hvor han efter en pirattaxatur manglede både kontanter og telefon.
Politiet opfordrer til, at man på forhånd planlægger sin hjemtransport, hvis man skal i byen. Det anbefales at blive hentet af en ven eller et familiemedlem, benytte offentlig transport eller tage en lovlig taxa, da pirattaxaer gentagne gange har været forbundet med tyverier og utrygge situationer.

