Det danske EU-formandskab har opnået enighed blandt medlemslandene i Rådet om forslaget til en digital euro. Aftalen udgør et skridt mod muligheden for, at Den Europæiske Centralbank (ECB) på sigt kan udstede en elektronisk version af euroen som digital betalingsform.
Den digitale euro skal fungere som et supplement til eurosedler og -mønter og sikre bred adgang til et simpelt, sikkert og billigt betalingsmiddel i eurozonen. Enigheden i Rådet er første skridt i den videre proces, hvor der nu skal forhandles med Europa-Parlamentet.
Økonomiminister Stephanie Lose fremhæver betydningen af aftalen:
– Det er et vigtigt strategisk resultat for Europa, at det danske formandskab i dag er lykkedes med at skabe enighed i Rådet om rammerne for udstedelse af en digital euro. Den digitale euro er et vigtigt skridt mod et mere robust og konkurrencedygtigt europæisk betalingssystem, siger hun.
Erhvervsminister Morten Bødskov tilføjer:
– Forslaget har til hensigt at styrke robustheden af betalingsinfrastrukturen i euroområdet. Enigheden i Rådet sender derfor et klart signal om, at EU kan handle på denne vigtige dagsorden.
Hvis ECB beslutter at udstede en digital euro, vil den blive indført i eurozonen, men ikke automatisk i lande uden for euroområdet som Danmark. Ikke-eurolande vil dog kunne få adgang til den digitale euro gennem aftaler med ECB.
:NB:

