112 7 måneder siden

Stjålet bil fundet i Risskov – fire mænd anholdt

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen

Natten til mandag kl. 00.50 blev en stjålet bil lokaliseret på en parkeringsplads på Holmensvej i Risskov, efter at en betjent, som havde fri, kontaktede vagtcentralen. Betjenten havde observeret fire mænd, der sad i bilen og inhalerede lattergas.

En patrulje ankom hurtigt til stedet og konstaterede, at bilen stadig holdt i tomgang. Et opslag i politiets systemer viste, at bilen var meldt stjålet nogle dage forinden fra en adresse i Ebeltoft.

Da mændene opdagede patruljen, forlod de bilen og forsøgte at flygte til fods. Betjentene fik dog hurtigt indhentet dem, og alle fire blev anholdt. For at sikre deres tilstedeværelse blev de lagt i håndjern og strips.

Ved anholdelsen blev en 29-årig mand fundet i besiddelse af en mindre mængde hash samt en beholder med lattergas. Han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. En 18-årig mand blev desuden sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde en peberspray på sig.

I bilen fandt politiet yderligere beholdere med lattergas, som blev beslaglagt sammen med de øvrige ulovlige genstande. Det var umiddelbart ikke muligt at identificere bilens fører, men der blev foretaget dna-prøver i bilen med henblik på at fastslå dette.

Østjyllands Politi indsatte hunde for at søge efter spor og bilnøgle i området. Sagen efterforskes fortsat.

Læs også Dømt for røveri, afpresning og hashbesiddelse