To rumænske mænd er blevet idømt i alt to år og tre måneders fængsel samt udvisning efter en række indbrud på skoler og institutioner i flere jyske byer i sommeren 2024. Der blev blandt andet stjålet computere, tablets og mobiltelefoner for flere hundredetusinde kroner.
En 44-årig mand blev tidligere i december dømt ved Retten i Esbjerg til et år og tre måneders fængsel og udvisning i 12 år. En 25-årig medgerningsmand blev allerede i september idømt et års fængsel og udvisning i seks år. Den ældre mand har nægtet sig skyldig, men modtog dommen. Den yngre erkendte forholdene og sagen blev behandlet som en tilståelsessag.
Indbruddene fandt sted mellem 22. og 31. juli og omfattede adresser i Struer, Ikast, Esbjerg, Padborg, Tønder, Thisted og Billund. Den 44-årige er varetægtsfængslet frem til afsoning, mens den 25-årige allerede afsoner sin straf.
-”Sagen er et udtryk for, at vi som samfund ikke vil acceptere, at personer kommer til Danmark og begår kriminalitet. Det er noget, vi ser på med stor alvor, hvilket straffene i sagen også afspejler,” udtaler anklagerfuldmægtig Helena Ladekjær Nielsen fra anklagemyndigheden i Syd- & Sønderjyllands Politi.
Efterforskningen har været varetaget af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) i Padborg i samarbejde med Områdecenter Nordvest og de relevante politikredse, Midt- & Vestjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi.
-”Det er lykkedes at få de to omrejsende kriminelle anholdt i sommer og få sagen fuldt opklaret i kraft af godt samarbejde og intensiv efterforskning på tværs i politiet,” siger politiinspektør Carsten Spliid fra UKA Vest.

