En 19-årig mand fra Roskilde blev lørdag aften ved 22-tiden anholdt på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød Strand, efter han blev taget i at køre spirituskørsel med høj fart og farlig kørsel.
Politiets videobil målte bilisten til at køre 152 km/t i en 110 km/t-zone. Under kørslen overhalede han højre om og benyttede nødsporet for at komme frem. Da patruljen fik standset bilen, viste det sig, at den unge mand var påvirket af alkohol over den tilladte grænse.
Den 19-årige blev anholdt og sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven og taget med til blodprøveudtagning. Ifølge politiet var det anden gang på en uge, at den unge mand blev taget for spirituskørsel – begge gange i sin mors bil. Politiet har derfor inddraget bilnøglerne og afleveret dem til moderen.
Nu afventer politiet resultatet af blodprøven. Den unge mand kan forvente, at sagen bliver behandlet med henblik på et kørselsforbud.

