Torsdag aften ved 20-tiden fik en patrulje fra Østjyllands Politi øje på en mand, der kom gående med en kasse fyldt med flasker lattergas på Bispehavevej i Hasle. Betjentene tog kontakt til manden, der viste sig at være 25 år gammel.
Den 25-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af lattergas. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af kontanter i tusindkronersklassen, som politiet mistænker stammer fra salg af lattergas. Pengene blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
En bilnøgle i mandens lomme førte politiet til et nærliggende køretøj, som blev ransaget. Her fandt betjentene yderligere flasker med lattergas, så det samlede antal beslaglagte flasker nåede op på 25. I bilen lå også et kamera, som politiet formoder stammer fra et indbrud.
Ved en efterfølgende ransagning af mandens bopæl i Højbjerg fandt politiet et ur, der også menes at være fra et tidligere anmeldt indbrud, samt en machete. Den 25-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Macheten blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion.

