Indland 6 måneder siden

Nordiske udenrigsministre i fælles erklæring om Grønland og Arktis

Af: Rolf Larsen

De nordiske udenrigsministre fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har tirsdag udsendt en fælles erklæring om Arktis og Grønland.

Ministrene understreger i erklæringen, at de som nordiske lande, arktiske stater og NATO-allierede er fælles om at værne om sikkerhed, stabilitet og samarbejde i Arktis. De fremhæver, at der er taget skridt til at styrke afskrækkelse og forsvar i regionen gennem nye kapaciteter, aktiviteter, tilstedeværelse og øget situationsforståelse.

De nordiske lande bakker op om, at NATO øger sin tilstedeværelse og årvågenhed i området, og erklæringen slår fast, at investeringerne i arktisk sikkerhed er blevet betydeligt øget – og at landene er parate til at gøre endnu mere i tæt samarbejde med USA og andre NATO-partnere.

Ifølge erklæringen bygger sikkerheden i Arktis på respekt for grundlæggende principper i FN’s charter og folkeretten, herunder ukrænkelighed af grænser.

Danmark, herunder Grønland, er et af de oprindelige medlemmer af NATO og har ifølge erklæringen historisk haft et tæt samarbejde med USA om sikkerhed i Arktis, herunder gennem forsvarsaftalen mellem USA og Danmark fra 1951, som giver mulighed for udvidet sikkerhedssamarbejde.

Afslutningsvis lyder det i erklæringen: ”Vi gentager samlet, at spørgsmål vedrørende Danmark og Grønland alene er for Danmark og Grønland at beslutte.”

Flere europæiske ledere, herunder Macron, Mertz, Meloni og Tusk har ligeledes udsendt en fælleserklæring sammen med Danmarks statsminister Mette Frederiksen i dag. Det kan læse mere om i artiklen: Europæiske ledere i fællesudtalelse om Grønland og USA

Læs også Narkobilist faldt i søvn bag rattet