Løkke besøger tre europæiske hovedstæder: Arktisk sikkerhed i fokus

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen indleder søndag en rundrejse til tre nære allierede – Norge, Storbritannien og Sverige – hvor sikkerhedssituationen i Arktis står øverst på dagsordenen.

Rejsen strækker sig over fem dage med planlagte møder i Oslo, London og Stockholm. I alle tre hovedstæder skal udenrigsministeren mødes med sine kolleger for at drøfte den stigende geopolitiske konkurrence i Arktis og behovet for øget samarbejde blandt NATO-landene.

-”I en urolig og uforudsigelig verden har Danmark brug for nære venner og allierede. Det er Norge, Storbritannien og Sverige, og jeg vil bruge mine møder til at takke for den store opbakning, som Kongeriget har fået i en vanskelig tid. Fælles for vores lande er, at vi alle er enige om, at NATO’s rolle i Arktis skal styrkes, og jeg ser frem til at drøfte hvordan,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Baggrunden for besøget er blandt andet en fælles erklæring, som Danmark og en række europæiske lande – herunder Storbritannien – for nylig har tilsluttet sig. Erklæringen slår fast, at Kongeriget Danmark, inklusive Grønland, er en del af NATO, og at sikkerheden i Arktis er et fælles anliggende for alliancens medlemslande. Den understreger desuden vigtigheden af suverænitet, territorial integritet og respekten for internationale grænser. En erklæring som er kommet i kølvandet på USA’s præsident Donald Trumps krav om at Grønland skal være amerikansk.

Også Norge og Sverige har i klare vendinger givet deres støtte til Kongeriget Danmark og dets position i Arktis.

:NB: