En ny undersøgelse fra Røde Kors viser, at bekymringen for krig og væbnede konflikter er udbredt blandt danskerne. Fire ud af ti (41 %) er meget eller noget bekymret for, at Danmark bliver ramt af krig inden for de næste fem år.
Undersøgelsen, der er foretaget af Voxmeter for Røde Kors i december 2025, omfatter svar fra 1.526 personer over 18 år. Her fremgår det også, at 55 procent er bekymret for, at krig eller væbnet konflikt vil påvirke deres eget liv, og 63 procent frygter, at krigen i Ukraine kan brede sig til andre europæiske lande.
-”Det her var relativt høje tal for en måned siden, og man må sige, at emnet ikke er blevet mindre siden. Det tror jeg heller ikke, at bekymringerne blandt danskerne er,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.
Kendskab til krigens regler
Langt størstedelen af danskerne er klar over, at der findes internationale regler og love for krig. Ifølge undersøgelsen svarer 84 procent ja til, at krigens regler findes, mens kun 2 procent svarer nej og 14 procent er i tvivl.
-”Det er opløftende, at kendskabet til, at der findes regler for krigsførelse, er højt i Danmark. Vi har brug for en informeret og engageret offentlighed, der kender grænserne for ulovlig krigsførelse og som er villig til at stille dem, der bryder reglerne, til ansvar,” siger Anders Ladekarl og tilføjer:
-”Faktisk viser studier, at en af de måder, man mest effektivt kan holde stater ansvarlige for deres adfærd i krig, er en moralsk informeret og etisk engageret offentlighed. Befolkningen kan og skal have tillid til, at disse regler kan begrænse grusomhed i kamp.”
Lavere kendskab blandt unge
Undersøgelsen viser, at yngre voksne i alderen 18-29 år generelt har lavere kendskab til krigens regler og i mindre grad deler den generelle befolknings holdninger til, hvad der bør være forbudt i krig. For eksempel mener 81 procent af den samlede voksne befolkning, at alle syge og sårede skal behandles uanset tilhørsforhold – blandt de 18-29-årige er det kun 68 procent.
Danmark bagud i Norden
Sammenlignet med Norge og Sverige er danskernes kendskab til krigens regler lavere. 72 procent af de danske respondenter ved, at angreb på civile er forbudt, mod 84 procent i Sverige og 86 procent i Norge. På spørgsmålet om, hvorvidt voldtægt er forbudt under krig, svarer 77 procent af danskerne korrekt, mens andelen er 91 procent i Sverige og 92 procent i Norge.
Kun 26 procent af danskerne har fået undervisning i krigens regler.
Behov for øget undervisning
Røde Kors har som nationalt selskab et særligt mandat til at udbrede kendskabet til den humanitære folkeret i Danmark og samarbejder med myndighederne om at sikre dens overholdelse.
-”Vi ved, at befolkningens kendskab og opbakning til folkeretten spiller en vigtig rolle i forhold til hvilke beslutninger, der bliver truffet i krig, både på slagmarken og i regeringskontorerne,” siger Anders Ladekarl.
Røde Kors udvikler allerede undervisningsmaterialer og afholder kurser, men undersøgelsen viser et behov for langt mere undervisning – særligt rettet mod de yngre generationer.
Faktaboks: Krigens regler
Krigens regler kaldes også den humanitære folkeret og omfatter bl.a. Genève-konventionerne, som alle stater er bundet af. Den humanitære folkeret beskytter dem, der ikke eller ikke længere tager del i den væbnede konflikt, og opstiller restriktioner for, hvilke våben og metoder de stridende parter må bruge.
I korte træk er de grundlæggende principper for krigens regler:
- Krigens parter skal skelne mellem kombattanter og civile og må ikke angribe civile, herunder nødhjælpsarbejdere.
- Brugen af visse våben, som er særligt grusomme eller ikke skelner mellem civile og kombattanter, er forbudt eller begrænset.
- Krigens parter skal hjælpe syge og sårede og beskytte sundhedspersonale og faciliteter.
- Krigens parter skal sikre krigsfanger og civile, der er fængslet, værdighed. Det gør de bl.a. ved at tillade, at Røde Kors besøger dem.
Kilde: Dansk Røde Kors.


