Indland 6 måneder siden

Regeringen og støttepartier indgår aftale om fødevarecheck

Af: Rolf Larsen

Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgået en aftale om en midlertidig fødevarecheck, der skal give økonomisk støtte til nogle af de danskere, som er hårdest ramt af de stigende fødevarepriser. I alt afsættes 4,5 milliarder kroner i 2026 til ordningen.

Aftalen indebærer, at der udbetales 2.500 kroner skattefrit til folkepensionister med op til 350.000 kroner i likvid formue, samt til personer, der modtog en offentlig forsørgelsesydelse i november 2025. Økonomisk trængte børnefamilier med en personlig indkomst under cirka 500.000 kroner vil få 5.000 kroner. SU-modtagere på udeboendesats samt modtagere af andre skole- og uddannelsesydelser vil modtage 1.000 kroner.

Fødevarechecken vil blive udbetalt som et supplement til eksisterende ydelser. Det er aftalt, at udbetalingerne til pensionister, ydelsesmodtagere og SU-modtagere skal finde sted i maj, mens børnefamilierne vil få deres støtte i juni. Aftalepartierne sigter mod, at lovgivningen hastes gennem Folketinget.

Finansminister Nicolai Wammen udtaler:
“Jeg er glad for, at et bredt flertal er gået sammen om at give en hurtig og målrettet økonomisk hjælp til nogle af de mennesker, som er mest trængt af de højere fødevarepriser. Denne hjælp løser ikke alle problemerne, men det er en vigtig håndsrækning til bl.a. de pensionister og børnefamilier, der er mest økonomisk trængte”, siger Finansminister Nicolai Wammen.

Økonomiminister Stephanie Lose tilføjer:

“Jeg er glad for, at vi med den her aftale kan give en økonomisk håndsrækning til pensionister med små formuer, børnefamilier, studerende og mennesker uden for arbejdsmarkedet. […] Med den midlertidige fødevarecheck gør vi noget særligt for de mennesker, som bruger den største andel af deres budget på fødevarer og derved også mærker mest, at fødevarepriserne er steget betydeligt set over de seneste fem år.”

Regeringen har samtidig tilkendegivet, at der fremover skal ses nærmere på muligheden for at nedsætte momsen på fødevarer.

Læs også Amerikansk soldat varetægtsfængslet – sigtes for voldtægtsforsøg