En politipatrulje fra Østjyllands Politi blev torsdag kl. 19.15 udsat for vold under en rutinemæssig færdselskontrol på Frederiks Allé i Aarhus C.
Det skete, efter at betjentene havde bemærket en bil, der lavede en u-vending og krydsede en spærrelinje, hvorefter den blev standset med to hjul inde over en cykelsti. Føreren bar desuden ikke sele.
Ved nærmere kontrol viste det sig, at den 21-årige fører var frakendt kørekortet og derfor blev sigtet for at køre i frakendelsestiden samt for flere øvrige færdselsforseelser. Hans 22-årige medpassager viste sammen med føreren stor utilfredshed med politiets tilstedeværelse og begyndte at råbe og filme betjentene.
Den 22-årige gik ud på cykelstien og nægtede at flytte sig, selv efter gentagne henstillinger. Da en betjent tog fat i ham for at guide ham væk, slog han ud efter betjenten og ramte ham i ansigtet. Han blev straks anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand. Under anholdelsen gjorde han kraftig modstand, hvilket førte til en yderligere sigtelse for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Begge mænd blev desuden sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Bilejeren – den 21-åriges mor – blev kontaktet og sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden kørekort.
Betjenten, der blev slået, kom ikke alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi.

