Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser den 6. og 7. februar til Nuuk, hvor han deltager i åbningen af Canadas nye konsulat i Grønland. Åbningen sker sammen med Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt.
Fra canadisk side deltager Canadas generalguvernør Mary Simon og den canadiske udenrigsminister Anita Anand, som begge forud for besøget i Grønland også har været i København.
Udenrigsministeren fremhæver åbningen som et positivt skridt i relationen mellem Canada og Kongeriget Danmark.
-”Det er meget positivt, at Canada som en nær allieret og vigtig strategisk partner for Kongeriget åbner et konsulat i Grønland. Vi deler værdier, ser ens på den geopolitiske situation i Arktis og samarbejder tæt i Arktisk Råd, FN og NATO. Konsulatet vil være med til at åbne døre for endnu mere samarbejde og samhandel mellem Canada og Grønland, og det er selvfølgelig værd at markere i fællesskab,” siger Lars Løkke Rasmussen.
Ud over selve åbningen af konsulatet vil besøget også rumme en række politiske drøftelser om den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Canada og Kongeriget Danmark har gennem mange år haft et tæt samarbejde i regionen, herunder inden for rammerne af Arktisk Råd, hvor Kongeriget Danmark har formandskabet frem til 2027.
Begge parter fremhæver desuden aftalen fra 2022 om grænsedragningen mellem Canada og Kongeriget Danmark, herunder løsningen af den mangeårige tvist om Hans Ø, som et eksempel på, hvordan internationale grænsespørgsmål kan løses fredeligt og i overensstemmelse med folkeretten.


