112 5 måneder siden

Lange fængselsstraffe efter voldsomt ur-røveri i Aarhus

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

To udenlandske mænd er ved Retten blevet idømt hver fem et halvt års fængsel for et usædvanligt groft røveri mod en forretning i Aarhus, hvor der blev stjålet ure for flere millioner kroner. En tredje mand er idømt halvandet års fængsel for hæleri ved at have modtaget urene med henblik på videresalg.

De to mænd, der er henholdsvis 27 og 31 år og fra Montenegro, stod bag røveriet. Den tredje mand er 37 år og hollandsk statsborger. Alle tre blev i forbindelse med dommen udvist af Danmark.

Truede med pistol

Røveriet fandt sted den 25. maj 2025 i en forretning i Rosensgade i Aarhus C. De to mænd udgav sig for at være kunder, der ønskede at se på ure. Efter at være blevet lukket ind i butikken trak de en pistol og truede ejeren samt en ansat. De tvang dem herefter ud i et baglokale, hvor deres hænder og fødder blev fastgjort med strips.

De to mænd stjal i alt 62 ure til en samlet værdi af omkring 5,6 millioner kroner, inden de flygtede fra stedet.

Anholdt tæt på grænsen

Østjyllands Politi sendte hurtigt flere patruljer til området efter anmeldelsen, men det lykkedes ikke umiddelbart at anholde gerningsmændene. En omfattende efterforskning blev iværksat, og tre dage efter røveriet blev de to mænd anholdt tæt på grænsen til Tyskland efter et samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi, inden de nåede at forlade landet.

Den tredje mand, som var i færd med at aftage de stjålne ure, blev også anholdt.

I retten erkendte de to mænd røveriet, men forklarede, at handlingen var spontan og ikke planlagt. Den forklaring blev afvist.

“Ud fra deres færden inden røveriet og den måde de agerer på efter, så var vi overbeviste om, at det her var nøje planlagt. Grunden til, at det blev et stridspunkt i retten er, at det som udgangspunkt giver en højere straf, hvis der er tale om et organiseret røveri. Ud over at det var planlagt, så var det også et usædvanligt brutalt røveri, som har været meget voldsomt for personalet i forretningen. Disse momenter indgik i rettens vurdering, og derfor endte det med en betydelig fængselsstaf,” siger specialanklager Dorthe Lysgaard fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Særlig grov beskaffenhed

De to montenegrinske mænd er dømt for røveri af særlig grov beskaffenhed samt for besiddelse af et skarpladt skydevåben i et offentligt rum under særligt skærpende omstændigheder. Den hollandske mand er dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

De to røveridømte modtog dommen, mens den hæleridømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.

:NB:

Læs også Rumænske brødre dømt og udvist