En 18-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt en behandlingsdom uden længstetid for blandt andet to overfald mod tilfældige kvinder på deres bopæle i Lystrup nær Aarhus. Han har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse i sommeren 2025 og skal fortsat være fængslet efter dommen.
Det ene forhold fandt sted den 29. marts 2025, hvor den nu dømte skaffede sig adgang til en villa i Lystrup og trængte ind på et værelse, hvor en 19-årig kvinde lå og sov. Hun blev slået flere gange i hovedet med en hardballpistol. Gerningsmanden, der var maskeret, flygtede efterfølgende fra stedet.
Natten til den 29. juni modtog Østjyllands Politi en lignende anmeldelse fra en anden adresse i Lystrup. Her havde to unge kvinder på 19 og 20 år ligget og sovet, da en ukendt mand havde skaffet sig adgang til boligen. Manden flygtede, og den ene kvinde opdagede efterfølgende, at hun blødte fra hånden.
Den 18-årige, som boede i nærheden, blev mistænkt og anholdt samme dag. Han blev senere varetægtsfængslet den 19. juli og har siddet fængslet frem til domsafsigelsen.
Under efterforskningen blev han desuden sigtet for trusler mod en forstander på en skole i Sydøstjylland, hvor han tidligere havde gået. Han var også tiltalt for at have kastet en sten gennem ruden på forstanderens bil og efterladt en seddel med en truende tekst. Foruden grov vold og ulovlig indtrængen blev han dømt for overtrædelse af knivloven og våbenloven.
Retten pålagde ham også at betale erstatning til de forurettede. Den 18-årige udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke til landsretten.
:NB:

