En patrulje fra Østjyllands Politi fik onsdag aften øje på et mistænkeligt køretøj, som de ønskede at kontrollere.
På Bredstrupgade i det centrale Randers vurderede betjentene, at føreren virkede påvirket og nervøs ved mødet med politiet. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og for narkokørsel.
Føreren blev identificeret som en 30-årig mand, der klokken 20.42 blev anholdt.
Ved en efterfølgende visitation fandt politiet en mindre mængde kokain fordelt i flere salgsposer samt flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra narkosalg. Både kokain og kontanter blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
Den 30-årige blev taget med til politistationen til afhøring. Han erkendte forholdene og fik desuden udtaget en blodprøve på hospitalet for at fastslå, om han har været påvirket af narko under kørslen.

