112 4 måneder siden

Straksdomme til to rumænske dieseltyve

Af: Rolf Larsen
Illustration: NBPix/AI

To rumænske mænd blev søndag idømt fængselsstraffe og udvist af Danmark dagen efter, at de blev anholdt for tyveri af diesel i Randers.

Lørdag klokken 21.10 kontaktede en borger politiet, efter at have set en mand ligge under en lastbil på en parkeringsplads for lastbiler på Mølleholmen. Da en patrulje kort efter ankom til stedet, stod der en varevogn parkeret ved siden af lastbilen. I varevognen lå en større tank og pumpeudstyr, som var blevet brugt til at tappe diesel fra lastbilen.

Gerningsmændene var ikke på stedet, men en hundepatrulje fandt en 22-årig mand, som gemte sig i en grøft ved et stiområde ved Tronholmen. Kort efter traf en anden patrulje en 37-årig mand, som gik rundt i området. Begge mænd lugtede kraftigt af diesel, og det viste sig desuden, at den 37-årige havde et indrejseforbud i forbindelse med en tidligere dom.

De to mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af diesel, og den 37-årige blev desuden sigtet for at have overtrådt sit indrejseforbud. I grundlovsforhøret søndag formiddag erkendte de at have stjålet omkring 200 liter diesel.

Ved Retten i Randers modtog de begge en straksdom. Den 22-årige blev idømt 30 dages fængsel, mens den 37-årige fik et års fængsel. Begge blev udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år.

Læs også Ung mand faldt i åen