Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum lancerer et nyt landsdækkende projekt, der skal styrke danskernes kendskab til naturen og engagere flere i arbejdet for biodiversitet.
Projektet har fået støtte fra Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond og får navnet Vores Vilde Natur. Initiativet skal løbe fra 2026 til 2035 og har til formål at samle borgere, organisationer, arealforvaltere og civilsamfund om at skabe større engagement i naturen.
Danmarks landskab er i disse år under forandring. Nye naturnationalparker etableres, der skabes mere plads til hjemmehørende arter, og flere skove får mulighed for at udvikle sig mere naturligt. Med projektet vil de tre organisationer skabe større forståelse for disse ændringer og samtidig invitere befolkningen til at bidrage.
Projektet er støttet med 30 millioner kroner fra Nordea-fonden og 3,85 millioner kroner fra Aage V. Jensen Naturfond. Samlet har projektet en finansiering på 47 millioner kroner til de første fem år.
Tre spor i projektet
Vores Vilde Natur skal gennem en række aktiviteter skabe engagement, viden og forståelse for naturen. Initiativerne organiseres i tre spor.
Det første spor, Vilde naturoplevelser, skal invitere befolkningen ud i naturen, blandt andet i naturnationalparker, for at give flere direkte oplevelser med naturen.
Det andet spor, Vilde foreninger, skal give lokale foreninger viden og redskaber til selv at bidrage til mere biodiversitet og skabe vildere natur på lokale arealer.
Det tredje spor, Citizen Science, indebærer samarbejde mellem borgere og forskere om at indsamle viden om naturens arter og deres levesteder.
Samarbejde på tværs
Projektet skal også samle erfaringer og viden fra offentlige myndigheder, private aktører og civilsamfundet.
–”Vi er virkelig glade for den positive modtagelse og den konstruktive dialog, vi allerede har haft med organisationer, kommuner, fonde og andre aktører. Med Vores Vilde Natur vil vi i fællesskab skabe konkrete resultater for naturen – til gavn for både borgere og biodiversitet. Projektet bidrager samtidig til Naturstyrelsens arbejde med at skabe mere og vildere natur”, siger vicedirektør i Naturstyrelsen Signe Nepper Larsen.
Hos Friluftsrådet ser direktør Torbjørn Eriksen også frem til projektet:
-“I Friluftsrådet glæder vi os til at være med i et projekt, der styrker foreningernes muligheder for at dyrke flere gode friluftsaktiviteter i en vildere natur. Ved at bidrage til en mere mangfoldig natur styrker foreningerne både egne arealer og aktiviteter, samtidig med at biodiversiteten og det bæredygtige friluftsliv får et løft. Når vi er ude i naturen, vokser vores tilknytning til den og lysten til at passe på den. Samtidig danner naturen fantastiske rammer for fællesskaber, og det er afgørende for os og de organisationer, vi repræsenterer, at styrke den natur vi begiver os ud i.”
Direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Nina Rønsted, fremhæver også mulighederne for at inddrage børn og unge i naturvidenskaben.
-“Med Vores Vilde Natur inviterer vi børn og unge til at gå på opdagelse i naturen og bidrage med egne observationer til naturvidenskaben. Gennem citizen science kan elever i folkeskolen og gymnasiet se, at deres data virkelig bidrager til forskningen. På Statens Naturhistoriske Museum brænder vi for at engagere den næste generation, vække nysgerrighed og lade faglig interesse blomstre i mødet med naturen”, siger han.
Baggrunden for projektet er blandt andet, at biodiversiteten globalt falder hurtigere end tidligere i menneskets historie, samtidig med at mange mennesker i dag lever mere adskilt fra naturen end tidligere generationer.
