112 4 måneder siden

73-årig sigtet: Skød ulv ved Oksbøl

Af: Rolf Larsen
Foto: Rolf Larsen.

En ulv blev lørdag eftermiddag skudt i et skovområde ved Oksbøl. En 73-årig mand er efterfølgende blevet sigtet for overtrædelse af jagtloven.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen fra Naturstyrelsen lørdag klokken 18.47. Ifølge anmeldelsen var ulven blevet skudt tidligere på dagen omkring klokken 15.

Hændelsen skete i forbindelse med eftersøgningen af et stykke påkørt vildt, der skulle aflives. Under eftersøgningen dukkede ulven op foran vidner og trak det påkørte dyr ind i et skovstykke.

En tilkaldt jæger skød herefter både ulven og det påkørte dyr. Ifølge politiet havde ulven umiddelbart ikke været til fare for mennesker.

Syd- og Sønderjyllands Politi har indledt en efterforskning for at klarlægge omstændighederne omkring hændelsen. I den forbindelse er en 73-årig mand sigtet for overtrædelse af jagtloven ved at have skudt ulven.

Politiet oplyser, at efterforskningen sker i samarbejde med Naturstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere kommentarer til sagen.

Læs også To rumænske mænd dømt for serie af indbrud i Jylland