En kvinde mistede søndag aften livet efter en togpåkørsel ved Viborgvej i det nordvestlige Randers, ikke langt fra Randers Station.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kort før klokken 22.00, hvorefter flere patruljer og redningspersonale blev sendt til stedet. Kvindens liv stod dog ikke til at redde, og hun blev kort tid efter erklæret død på stedet.
De pårørende er underrettet.
Togtrafikken var i en længere periode indstillet som følge af påkørslen.
Ifølge Østjyllands Politi er der ikke noget, der tyder på, at kvinden har været udsat for en forbrydelse. Politiet formoder, at hun har taget sit eget liv og har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.
