112 4 måneder siden

Lastbilchauffør dømt for smugling af 125 kg kokain

Af: Netavisernes Bureau
Arkivfoto: WilliamCho / Pixabay

En 41-årig litauisk lastbilchauffør er ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt 13 års fængsel for indsmugling af 125 kg kokain til Danmark. Han er samtidig blevet udvist af landet med indrejseforbud for bestandigt. Dommen er anket.

Sagen udspringer af en kontrol i Rødbyhavn den 24. april sidste år, hvor lastbilen ankom med færge. Køretøjet transporterede en ordinær fragt til et dansk firma og havde tilhørende fragtpapirer, men blev udtaget til kontrol på grund af mistanke om smugling.

Under kontrollen reagerede en af politiets narkohunde ved en dieseltank på lastbilen. Vogntoget blev derefter kørt til Toldstyrelsens undersøgelsesgarage, hvor en scanning viste fast materiale i tanken.

Dieseltanken blev herefter afmonteret. Den viste sig at være ombygget, og inde i tanken fandt myndighederne de 125 kg kokain.

Under sagen kom det frem, at chaufføren arbejdede for et litauisk vognmandsfirma. Firmaets rolle bliver fortsat efterforsket i forbindelse med lignende sager i andre europæiske lande.

Sagen er behandlet af Udlændingekontrolafdeling Øst, og efterforskningen har blandt andet bestået af samarbejde med udenlandske myndigheder og tekniske undersøgelser.

:NB:

Læs også Fandt større hashlager i skov