112 4 måneder siden

To 16-årige overfaldet med peberspray ved busstoppested

Af: Rolf Larsen
Foto: Rolf Larsen.

Østjyllands Politi efterforsker et overfald, hvor to 16-årige drenge onsdag eftermiddag blev udsat for peberspray ved et busstoppested i det nordlige Aarhus.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.53. Episoden fandt sted på Halmstadgade nær en ungdomsuddannelsesinstitution, hvor de to drenge stod og ventede på bussen.

Her blev de opsøgt af flere personer, som udsatte dem for peberspray. Den ene af de 16-årige blev desuden slået med mindst ét knytnæveslag i ansigtet, mens den anden blev sparket i ryggen.

Da politiet kort efter ankom til stedet, var gerningsmændene flygtet.

Østjyllands Politi oplyser, at sagen bliver taget alvorligt, og at efterforskningen fortsætter med henblik på at identificere gerningsmændene og klarlægge det forudgående hændelsesforløb. Politiet undersøger også, om de involverede parter har haft et forudgående kendskab til hinanden, og om sagen kan have relation til andre sager.

Politiet har foretaget sporsikring på gerningsstedet, afhørt flere personer og leder efter relevant videoovervågning fra området.

Vidner eller personer med oplysninger om episoden eller mulige gerningsmænd opfordres til at kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.

Læs også Tre mænd dømt for røverier og voldtægter på bordeller