Østjyllands Politi har anholdt en 30-årig mand og en 34-årig kvinde, som begge er sigtet for drab på en 60-årig mand i Randers NV.
Politiet modtog onsdag klokken 12.02 en anmeldelse om, at den 60-årige var fundet død i sin lejlighed på Fenrisvej. Der var ifølge politiet flere mistænkelige forhold omkring dødsfaldet, hvilket førte til tekniske undersøgelser og en større efterforskning.
Senere onsdag aften blev den 30-årige mand anholdt, og natten til torsdag blev den 34-årige kvinde anholdt. Begge anholdelser fandt sted på adresser i Randers.
Ifølge efterforskningsleder Flemming Nørgaard venter der fortsat et omfattende efterforskningsarbejde, herunder yderligere tekniske undersøgelser, afhøringer og gennemgang af videomateriale. Politiet efterlyser i den forbindelse vidner, der har gjort iagttagelser i området omkring Fenrisvej fra tirsdag aften til onsdag middag.
Det er endnu ikke afgjort, om de to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Østjyllands Politi oplyser, at man af hensyn til efterforskningen ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
:NB:

