112 4 måneder siden

Dømt for røveri, afpresning og hashbesiddelse

Af: Rolf Larsen

En 27-årig mand fra Varde blev onsdag ved Retten i Esbjerg blevet idømt to år og tre måneders fængsel for røveri, afpresning og besiddelse af 10 kg hash med henblik på videresalg.

Forholdene fandt sted over to dage i juni 2025, hvor en 34-årig mand i sit hjem i Ølgod blev udsat for både røveri og afpresning. Den dømte opsøgte manden for at inddrive en såkaldt dummebøde på 9.000 kroner.

Under røveriet blev den 34-årige frataget blandt andet et tv, en tablet og en højtaler, og han blev desuden truet til at hæve 3.100 kroner i en hæveautomat, som blev udleveret til den dømte.

Den 27-årige har været varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør den 2. juli 2025 og fortsætter med at være fængslet efter dommen.

Ifølge anklager Katrine Tranekjer fra Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland er der tale om alvorlig kriminalitet begået i offerets eget hjem, hvilket afspejler sig i strafudmålingen. Den dømte erkendte sig delvist skyldig og modtog dommen.

Læs også Troede han skulle til nytårsfest – 20-årig overfaldet af maskerede mænd