Indland 3 måneder siden

Mystik om nyt folketingsmedlems adresse – Danmark eller Sverige?

Af: Rolf Larsen

Der er, ifølge Information, mystik omkring det nyvalgte folketingsmedlem Emilie Schyttes reelle – og det kan have indflydelse på hendes valgbarhed.

Ifølge mediet bor Emilie Schytte muligvis reelt i Malmø i Sverige, og ikke i Frederikssund i Nordsjælland, hvor hun har folkeregisteradresse.

Hvis Emilie Schytte, der er løsgænger efter hun forlod Borgernes Parti efter valget, reelt bor i Sverige, så vil det være i strid med grundloven, at hun blev valgt til Folketinget.

Emilie Schytte afviser selv oplysninger på Facebook. Her skriver hun bl.a.:

“Sagen er, at jeg er forelsket i og gift med en svensk mand og hans to børn, som jeg naturligvis elsker som mine egne. Han bor i sin egen lejlighed lige på den anden side Øresundsbroen – det første stop efter Københavns lufthavn – mens jeg bor i Danmark. Jeg er få dage om måneden hos ham i Sverige, og han er sammen med mig i Danmark i vores fællesejede danske hus, når han ikke har børnene.
Det er i øjeblikket ikke muligt for os at bo fast sammen, da børnene går i skole i Sverige. Sådan må vores kærlighed nødvendigvis fungere på tværs af Sundet. Det er ikke altid lige let, men det er sådan, vi har valgt det.”

og

“Jeg har ikke fast adresse eller fast ophold i Sverige, men derimod en svensk familie, jeg elsker højt. Jeg har ingen penge i min mands lejlighed, selvom han i kærlighed har sat mit navn på hans postkasse. Og jeg har klarlagt mine forhold og bopæl til myndighederne, før jeg blev godkendt som folketingskandidat.”

Bopælsforhold skal undersøges

Emilie Schytte skal i dag underskrive Grundloven som nyt Folketingsmedlem, men inden det kan ske, skal hendes bopælsforhold undersøges nærmere.

Ifølge TV 2 har Udvalg til Prøvelse af Valgene (UPV) bedt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en redegørelse.

Redegørelsen skal foreligge før underskriftceremonien.

Læs også Fødevarechecken er vedtaget