En 47-årig mand blev onsdag eftermiddag anholdt på en villavej i Skive efter en flere timer lang politiindsats.
Politiet modtog klokken 14.43 en anmeldelse om uro i hjemmet og var fremme få minutter senere. På adressen opholdt der sig én person, som ikke ønskede at tale med politiet.
Under den indledende indsats forsøgte manden ifølge politiet at angribe betjentene med både økse og kniv, hvilket førte til, at der blev afgivet et varselsskud. Herefter barrikaderede han sig i huset.
Efter omkring tre timer lykkedes det politiet at anholde manden ved brug af strømpistol.
-“Vores opgave her har jo været at få den pågældende anholdt på en god og sikker måde, og hvor ingen – hverken han eller vores kollegaer på stedet – kom til skade”, siger vicepolitiinspektør Kristian Larsen, der har haft ansvaret for indsatsen.
Afspærringerne i området er nu ophævet, og det er igen muligt at færdes frit på villavejen. Politiet oplyser, at der fortsat vil være efterforskere på stedet.
Den anholdte skal nu tilses af en læge og afhøres. Det er endnu uvist, om der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.
:NB:


