I dag kl. 12.00 gennemfører politiet og Beredskabsstyrelsen den årlige test af de varslingskanaler, som bruges under kriser og større ulykker.
Testen omfatter både de fysiske varslingssirener og mobilvarslingstjenesten S!RENEN, som sender advarsler direkte til kompatible mobiltelefoner. Ifølge myndighederne er formålet at sikre, at systemerne fungerer korrekt, og at befolkningen kender til dem.
For at modtage varsler via S!RENEN kræves ingen app eller tilmelding. Det eneste krav er en nyere mobiltelefon med et opdateret styresystem.
Hvis S!RENEN aktiveres uden for varslede testtidspunkter, lyder myndighedernes anbefaling: “STOP – LÆS – REAGÉR.” Varslingen vil informere om, hvad der sker, hvor hændelsen finder sted, og hvad borgerne skal gøre. Som udgangspunkt opfordres man til at gå indendørs og søge information hos DR eller TV2.
Samtidig testes også sms-varslingssystemet til døve og hørehæmmede. For at modtage disse beskeder skal man være tilmeldt ordningen via borger.dk.
Direktør for Beredskabsstyrelsen Kenneth Pedersen understreger vigtigheden af testen:
– Danskerne skal være bevidste om, at myndighederne er der for dem, hvis krisen skulle opstå. Derfor er det vigtigt at teste varslingskanalerne for at sikre, at de virker, som de skal, og at folk er trygge ved dem, siger han.
Alle kompatible mobiltelefoner vil modtage testadvarslen. Borgere, der ikke ønsker at modtage testen via S!RENEN, kan undgå den ved at sætte telefonen i flytilstand eller slukke den inden klokken 12.00 onsdag den 6. maj og først tænde den igen efter klokken 12.20.
:NB:


