Østjyllands Politi har sigtet tre personer efter racistiske ytringer under en superligakamp mellem AGF og FC Midtjylland.
Kampen blev spillet søndag den 26. april klokken 20.00 på det midlertidige stadion i Vejlby i det nordlige Aarhus. Efter kampen blev politiet via udmeldinger fra AGF og FC Midtjylland gjort bekendt med, at enkelte spillere var blevet udsat for racistiske bemærkninger fra tribunerne.
På den baggrund indledte Østjyllands Politi en efterforskning med mistanke om overtrædelse af straffelovens § 266 b. Begge klubber har ifølge politiet bidraget til at identificere de formodede gerningsmænd.
Torsdag aften blev en 74-årig mand og en 24-årig mand, begge med tilknytning til hjemmeholdet, sigtet for hver især at have ytret sig racistisk mod udvalgte spillere fra FC Midtjylland.
Derudover blev en 35-årig mand med tilknytning til udeholdet sigtet for at have ytret sig racistisk mod en gruppe fans med tilknytning til hjemmeholdet.
-“Vi tager skarp afstand fra episoderne, og vi tager racismesager meget alvorligt. En superligakamp er ikke et fristed for at begå kriminalitet og udsætte andre mennesker og spillere for racistiske bemærkninger. Når man går til fodboldkamp, skal man kunne have det både sjovt, trygt og festligt – og derfor er vi også glade for, at tre personer nu er blevet sigtet,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.
Han tilføjer:
-“Vi vil gerne sige tak for samarbejdet til de mange personer, der godt kan finde ud af at gå til fodboldkamp og opføre sig ordentligt – og til klubberne, som fortjener ros for både at have ageret hurtigt, handlekraftigt og samarbejdsvilligt med politiet om sagerne,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.


