Indland 2 måneder siden

Europarådet: Lande har ret til at kontrollere indrejse og beskytte grænser

Af: Rolf Larsen

Udenrigsministrene fra Europarådets 46 medlemslande har vedtaget en politisk erklæring, der understreger landenes ret til at kontrollere indrejse og ophold for udenlandske statsborgere samt nødvendigheden af at beskytte grænserne i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Erklæringen blev vedtaget ved konsensus under Europarådets ministermøde i Chișinău i Moldova.

I teksten fremhæves det, at flere europæiske lande står over for betydelige og komplekse migrationsudfordringer, og at manglende håndtering af disse kan svække offentlighedens tillid til systemet.

Medlemslandene understreger samtidig, at det er en suveræn ret for stater at kontrollere indrejse og ophold for udenlandske statsborgere. Beskyttelse af grænserne beskrives både som en nødvendighed og en forpligtelse, så længe det sker inden for rammerne af menneskerettighedskonventionen.

Erklæringen omtaler også udfordringer med masseankomster, migration brugt som pressionsmiddel af fjendtlige aktører samt nye tiltag som såkaldte ”return hubs” til håndtering og mulig afskrækkelse af irregulær migration.

Samtidig fastholder medlemslandene deres støtte til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Teksten understreger, at medlemslandene har det primære ansvar for at sikre rettigheder nationalt, mens domstolen fungerer som en sidste sikkerhedsmekanisme.

Læs også Døde træer baner vej for flere moser og vild natur