En 35-årig mand blev fredag ved Retten i Aarhus frifundet for drab, men dømt for grov vold i gentagelsestilfælde i forbindelse med et dødeligt knivstikkeri i Jægergårdsgade i Aarhus C i august sidste år.
Manden blev idømt to år og seks måneders fængsel og modtog dommen.
Sagen handler om en episode natten til den 3. august 2025 omkring klokken 03.25 ved Værestedet på Jægergårdsgade, hvor en 37-årig mand blev stukket flere gange med kniv. Den 37-årige blev kørt til hospitalet efter at have modtaget hjerte-lunge-redning på stedet, men afgik senere ved døden som følge af sine skader.
Østjyllands Politi anholdt samme dag tre mænd på henholdsvis 31, 35 og 44 år. Sigtelserne mod den 31-årige og den 44-årige blev senere frafaldet.
Retssagen mod den 35-årige begyndte 1. maj og strakte sig over fem retsdage. Han var tiltalt for drab, men retten fandt det ikke bevist, at han havde påført de dræbende knivstik.
Retten fandt det dog bevist, at den 35-årige havde tildelt offeret ét knivstik i maveregionen og dømte ham derfor for grov vold i gentagelsestilfælde, da han tidligere er dømt for vold.
– I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at den dømte havde stukket offeret med kniv. Men rettens afgørelse var, at det kun var bevist, at tiltalte havde stukket én gang, og dermed ikke var skyldig i de øvrige knivstik, siger specialanklager Jesper Rubow fra Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi.
Den 35-årige blev også dømt for overtrædelse af knivloven, tyveri og databedrageri.
Han er fortsat varetægtsfængslet, mens anklagemyndigheden tager stilling til, om dommen skal ankes.


