112 2 måneder siden

Kvinde bedraget for over 440.000 kroner

Af: Rolf Larsen
Foto: Rolf Larsen.

Tirsdag blev en 59-årig kvinde fra Charlottenlund udsat for bedrager. Hun anslår, at hun har mistet mere end 440.000 kroner.

Kvinden anmeldte sagen til politiet ved 14-tiden og fortalte, at hun var blevet kontaktet telefonisk af en kvinde, som udgav sig for at være fra politiet og oplyste, at den 59-årige havde været udsat for identitetsmisbrug.

Den falske politibetjent fortalte ifølge anmeldelsen, at der var tale om en stor og hemmelig sag, og at kvinden derfor ikke måtte tale med andre om det.

Senere blev den 59-årige kontaktet af endnu en person, der udgav sig for at være politibetjent. Vedkommende fortalte, at der var mistænkelig aktivitet på hendes bankkonto, og at en kollega ville hjælpe hende med netbanken.

Herefter blev kvinden kontaktet af yderligere personer, som ifølge anmeldelsen fik hende overtalt til at investere i guld, overføre penge og hæve kontanter.

Den 59-årige oplyste desuden til politiet, at en ung mand efterfølgende mødte op på hendes adresse for at hente guld, mens en anden ung mand afhentede kontanter.

Kvinden anslår, at hun samlet er blevet bedraget for 444.000 kroner.

Læs også 23-årig mand idømt forvaring for to voldtægter