Marsvin ved Fynshoved

Nyt forskningsprojekt skal redde truede marsvin i Østersøen

Et nyt femårigt forskningsprojekt skal skabe mere viden om de truede marsvin i Østersøen og danne grundlag for bedre beskyttelse af bestandene.

Marsvinet er den eneste hvalart, der yngler i Østersøen, men både bestanden i den indre Østersø og bestanden i Bælthavet er under pres. Bestanden i den indre Østersø blev senest optalt til omkring 500 individer og er vurderet som kritisk truet, mens bestanden i Bælthavet er opført som truet på HELCOMs rødliste.

Projektet har fået navnet CUMBIAH – Conservation Union for Management of the Baltic Harbour Porpoise Populations and their Habitat – og skal undersøge marsvinenes bestande, trusler og levesteder.

“Begge bestande er udsat for menneskeskabte trusler såsom bifangst, fødemangel, forurening og undervandsstøj. Men indtil nu er der kun iværksat begrænsede beskyttelsesforanstaltninger,” siger Signe Sveegaard, seniorrådgiver og projektleder ved Aarhus Universitet.

“Derfor ønsker vi at skabe et solidt vidensgrundlag, der kan understøtte en effektiv forvaltning fremover,” siger hun.

En central del af projektet bliver analyser af akustiske data indsamlet i 2024 og 2025. Dataene skal give forskerne bedre indsigt i marsvinenes bestandsstørrelser, udvikling, udbredelse og tæthed. Derudover skal forskerne forsøge at udvikle metoder til akustisk at identificere marsvinekalve.

”Den viden kan gøre det lettere at beskytte de mest følsomme områder og sæsoner for denne truede bestand,” forklarer Signe Sveegaard.

Projektet skal også anvende miljø-DNA, såkaldt eDNA, til at undersøge levestedernes kvalitet og forekomsten af byttefisk. Samtidig skal overvågning og obduktion af strandede marsvin give ny indsigt i blandt andet dyrenes sundhedstilstand, sygdomme og dødsårsager.

”Det gælder blandt andet ernæringstilstand, køn, reproduktiv status, sygdomme og dødsårsager. Den type viden er vigtig for at forstå, hvilke pres bestandene er udsat for, og hvordan forskellige trusler påvirker dyrene,” siger Signe Sveegaard.

CUMBIAH samler 14 partnere fra Danmark, Tyskland, Sverige, Estland, Finland og Litauen. De danske partnere er Aarhus Universitet, NIRAS og Museum Vest. Projektet er finansieret af det tyske forbundsministerium for miljø, klimaindsats, naturbeskyttelse og nuklear sikkerhed og løber over fem år.

Målet er at skabe ny viden, der kan omsættes til målrettede beskyttelsestiltag for både marsvinene og de levesteder, de er afhængige af.