40-årig sigtet for hvidvask i omfattende bedragerisag

En 40-årig mand fra Esbjerg Kommune er blevet sigtet i en omfattende sag om bedrageri og hvidvask. Ifølge Syd- & Sønderjyllands Politi er manden sigtet for hvidvask af i alt 418.119 kroner, som stammer fra såkaldte “Hej mor-bedragerier”.

Bedrageriformen går ud på, at ofre modtager en sms fra et ukendt nummer, hvor afsenderen udgiver sig for at være deres søn eller datter. Typisk oplyses det, at telefonen er blevet stjålet eller væk, eller at der er akut behov for penge til en regning, som skal betales hurtigt.

Politiets efterforskning omfatter foreløbigt 69 bedrageriforhold. Den 40-årige er mistænkt for at have hvidvasket de penge, der blev franarrede ofrene, via flere danske og udenlandske konti.

Politiet undersøger samtidig en mulig forbindelse til rockergruppen Comanches MC i Esbjerg.

“Vi efterforsker altid bredt i en indledende fase, og den foreløbige efterforskning har givet os en formodning om, at kriminaliteten har relation til rockergruppen Comanches MC i Esbjerg. Det er derfor en af de retninger, vores efterforskning centrerer sig omkring,” siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Ifølge politiet har sagen også betydning i kampen mod organiseret kriminalitet.

“Når kriminaliteten i denne sag samtidig formodes at have relationer til en rockergruppering, så handler det også om, at vi med alle midler ønsker at bekæmpe kriminalitet afledt af kriminelle grupperinger,” siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose.

Den 40-årige mand er desuden sigtet for bedrageri mod en større virksomhed i Esbjerg under Tall Ships Races sidste sommer. Her udgav en person sig telefonisk for at repræsentere en anden virksomhed med akut behov for hjælp og fik på den måde udleveret værktøj til en samlet værdi af 551.410,60 kroner.

Flere af de stjålne effekter er siden blevet fundet i forbindelse med en anden politiefterforskning og er nu blevet leveret tilbage til virksomheden.

:NB: