Indland 1 måned siden

Forskere ser potentiale for tangdyrkning mellem havvindmøller

Af: Rolf Larsen
Teis Boderskov,Aahus Universitet, og Mads Hecter, Kerteminde Seafarm, høster sukkertang i vindmølleparken Vesterhav Syd i maj 2026. Foto: Mads Hecter Kerteminde Seafarm

Tangdyrkning i danske havvindmølleparker kan blive en ny kilde til fødevarer og andre marine råvarer. Det viser forskning, der gennem de seneste 15 år har undersøgt mulighederne for at dyrke sukkertang i danske farvande.

Ifølge forskerne er teknologien nu klar til dyrkning i stor skala. Den største udfordring er ikke længere produktionen, men at skabe et marked for de produkter, der kan fremstilles af tangen.

-”Vi har teknologien klar. Vi er klar til at dyrke i stor skala. Det, vi mangler nu, er medspillere, som kan aftage og anvende de produkter, vi kan producere,” siger Annette Bruhn, seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Havvind og fødevareproduktion på samme areal

Danmark er i gang med en omfattende udbygning af havvind, og forskerne peger på, at områderne mellem vindmøllerne kan bruges til mere end energiproduktion.

Ved at dyrke tang i havvindmølleparker kan det samme havareal anvendes til både vedvarende energi og fødevareproduktion.

-”Vi tager ikke nye områder i brug. Vi bruger områder, som allerede er udlagt til noget andet. Samtidig kan vi dele infrastruktur, servicefartøjer og en række driftsopgaver,” siger Annette Bruhn.

Konceptet betegnes som “multi-use”, hvor flere aktiviteter deler plads og ressourcer på havet. Formålet er blandt andet at reducere arealkonflikter samt udnytte eksisterende infrastruktur til flere formål.

Forsøg viser samtidig, at forholdene ude på havet kan være gunstige for tangdyrkning.

-”Vi får høje udbytter, høj kvalitet og højere fjernelse af kvælstof, end vi havde regnet med. Nordsøen ser ud til at være ét af de mest lovende dyrkningsmiljøer, vi har arbejdet med,” siger Annette Bruhn.

Kan dyrkes uden landbrugsjord

Ifølge forskerne kræver tangdyrkning hverken landbrugsjord, kunstgødning eller kunstvanding. Tangen vokser ved hjælp af sollys og de næringsstoffer, der allerede findes i havet.

Når tangen høstes, kan biomassen anvendes til blandt andet fødevarer, ingredienser, foder eller biomaterialer som plast, tekstiler og isolering.

Forsøg i Danmark har dokumenteret, at dyrkning af sukkertang kan fjerne kvælstof og fosfor fra havmiljøet. Forskerne understreger dog, at tangdyrkning ikke kan erstatte reduktioner af næringsstofudledninger ved kilden.

I stedet beskrives tang som et supplement, der både kan producere råvarer og bidrage til at fjerne en del af de næringsstoffer, som allerede findes i havet.

Fokus på markedet

Forskerne har også undersøgt mulighederne for at koble tangdyrkning sammen med den planlagte udbygning af havvind. Beregninger viser, at selv en begrænset udnyttelse af arealerne mellem vindmøllerne kan skabe en betydelig produktion af tang og andre marine råvarer.

Ifølge Annette Bruhn er næste skridt at få flere aktører involveret i udviklingen.

-”Vi skal have fødevareproducenter og dagligvarebutikkerne på banen. Vi skal have måltidskassefirmaerne, kantinerne og skolekøkkenerne med. Det er dem, der er med til at forme danskernes madvaner.”

Hun sammenligner udviklingen med den stigende anvendelse af bælgfrugter i danske måltider.

”For fem-ti år siden var bælgfrugter langt mindre synlige i de fleste kantiner. I dag er de blevet en naturlig del af mange måltider. Den samme udvikling ønsker vi at se for tang.”

Fra forskning til implementering

Ifølge forskerne handler arbejdet nu i højere grad om implementering end om at dokumentere, om teknologien virker.

”Vi ved, at vi kan dyrke tang. Vi ved, at vi kan producere store mængder biomasse af høj kvalitet. Nu handler det om at få bygget bro mellem produktionen, fødevareindustrien og forbrugerne,” siger Annette Bruhn.

Teis Boderskov, Aahus Universitet, høster sukkertang i vindmølleparken Vesterhav Syd i maj 2026.
Foto: Mads Hecter Kerteminde Seafarm
Læs også Claus ‘Moffe’ Nielsen dømt for fremstilling og salg af cannabisolie