EU har taget et nyt skridt i optagelsesprocessen for Ukraine og Moldova. Det fremgår af en fælles udtalelse fra Det Europæiske Råds formand António Costa og Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen.
Alle EU’s medlemslande er blevet enige om at åbne den første klynge af optagelsesforhandlingerne med de to lande.
Ved den første regeringskonference mandag vil EU åbne forhandlingsklyngen om de grundlæggende forhold, som beskrives som rygraden i optagelsesprocessen. Klyngen omfatter blandt andet retsstatsprincipper samt stærke demokratiske institutioner og fokuserer på de værdier og principper, som EU bygger på.
Ifølge Costa og von der Leyen er beslutningen en anerkendelse af den indsats, som Ukraine og Moldova har ydet for at gennemføre reformer trods betydelige udfordringer.
De fremhæver samtidig beslutningen som et signal om EU’s tilbud om fred, stabilitet og muligheder.
I udtalelsen beskrives udvidelse af EU som et strategisk valg, der kan styrke fred, sikkerhed og velstand på tværs af Europa.
Costa og von der Leyen peger desuden på, at en større europæisk union er i fælles interesse i en tid præget af voksende usikkerhed, og de kalder udvidelsen en af EU’s største succeshistorier samt en vigtig investering i den fælles fremtid.
:NB:


