Retten i Odense har afsagt dom i en omfattende sag om organiseret snyd med danskprøver og indfødsretsprøver, grov dokumentfalsk og forsøg på menneskesmugling under særligt skærpende omstændigheder.
En 62-årig mand fra Odense Kommune blev idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel og har modtaget dommen. En 38-årig mand fra Holstebro Kommune blev idømt et år og seks måneders ubetinget fængsel og har ligeledes modtaget dommen.
En 42-årig kvinde fra Odense Kommune blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, mens en 36-årig kvinde fra Holstebro Kommune blev idømt 60 dages ubetinget fængsel. Begge har bedt om betænkningstid.
Ifølge Anklagemyndigheden ved Fyns Politi havde de to dømte mænd ledende roller i den organiserede kriminalitet, mens de to kvinder havde mindre roller. Den 62-årige mand og de to kvinder er i familie.
Sagen begyndte efter et anonymt tip, som førte til en omfattende efterforskning. Under efterforskningen afdækkede Fyns Politi et netværk, der ifølge politiet organiserede snyd med danskprøver og indfødsretsprøver ved hjælp af falske identitetsdokumenter.
Sagen omfattede også grov dokumentfalsk og forsøg på menneskesmugling. Ifølge politiet blev falske visa, opholdstilladelser og andre dokumenter fremstillet med henblik på ulovlig indrejse i europæiske lande.
I et af forholdene blev en kvinde anholdt i en lufthavn i Libanon, hvor hun forsøgte at rejse med et falsk visum.
-Snyd med indfødsretsprøven, som er en del af vejen til at opnå dansk statsborgerskab, er klart uacceptabelt. Dommen afspejler, at retten har set med stor alvor på sagen, siger senioranklager Julie Harton fra Anklagemyndigheden ved Fyns Politi.
:NB:


