112 4 uger siden

31-årig dømt for misbrug af handicapskilt

Af: Netavisernes Bureau
Arkivfoto: IanDScofieldWriter / Pixabay

En 31-årig mand er ved Retten i Glostrup blevet dømt for misbrug af et handicapskilt efter straffelovens § 174 om misbrug af dokumenter.

Sagen begyndte, da en færdselsbetjent fra Københavns Vestegns Politi observerede manden parkere på en handicapparkeringsplads foran et apotek i Glostrup. Ved en efterfølgende kontrol konstaterede betjenten, at manden ikke var berettiget til at anvende handicapskiltet, som lå i bilens forrude.

Manden blev herefter sigtet, tiltalt og senere dømt for forholdet.

Retten idømte den 31-årige 10 dages betinget fængsel samt 30 timers samfundstjeneste.

Politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi, udtaler:

-”At tage handicapparkeringspladser fra mennesker, som reelt har brug for dem, er usselt. Handicapparkeringspladserne er etableret for at gøre hverdagen lettere for borgere med særlige behov, og vi ser alvorligt på misbrug af handicapskilte.”

Han tilføjer:

-”Dem, der parkerer med ulovlige handicapskilte, skal vide, at vi kommer efter dem.”

Dommen blev afsagt den 3. juni ved Retten i Glostrup. Den dømte har anket dommen.

:NB:

Læs også Mand fængslet: Sigtes for at fremme terrorvirksomhed via sociale medier